52
Ane-Mette.
da tænkte tilbage paa sit forgangne Liv, da var der egentlig kun ét Billede, ét lille Minde, der kunde sætte hendes Hjærte i Bevægelse og bringe en Taare i hendes Øje under en dump Følelse af Smerte.
Det var Mindet om hin mørke, taagede Novemberaften for over tyve Aar siden, da Manden fik sit første alvorlige Deliriumsanfald og af fire Karle fra Byen blev bragt hjem til det lille Hus paa Marken i denne sørgelige Forfatning. Thi da laa der i et Hjørne af Stuen, mellem Halm og Pjalter, en lille, mager tre-aars Pige med store, skinnende Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille hen … ingen vidste bestemt naar, — ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed. Strax om Morgenen blev hun bragt ud af Huset for ikke at være ivejen .... og ingen tænkte mere paa hende. Først da Mandens værste Rasen var ovre, blev det den stakkels Moder rigtig klart, hvad der var sket. Men selv da — og mange, mange Aar derefter — var hun for fortumlet af Nød og Skam til blot et
