53
Ane-Mette.
Øjeblik at kunne samle Tankerne om sit Tab og begræde det.
Senere havde hun ofte forgjæves søgt at tilbagekalde i sin Erindring dette Barn, hvis korte Liv dog havde været et af de faa Lyspunkter i hendes eget. Bestandig syntes det hende, som havde hun noget at gjøre godt over for denne sin førstefødte, ved hvis Dødsseng ingen Taare havde flydt, og af hvis Billede end ikke det mindste Træk var bleven bevaret i hendes Modersjæl.
Saaledes sad hun ogsaa nu paa denne varme Sommerdag og stirrede tankefuldt ned over den lange, bugtede Kirkevej, ad hvilken det lille Lig i hine mørke Novemberdage var bleven bragt herop af fire fremmede Mænd for stille at puttes i Jorden.
Ved Siden af hende stod hendes yngste Barn, en bleg, lille Pige paa elleve-tolv Aar, der saa' sig, forskræmt omkring med et Par store, runde, mørkeblaa Øjne.
Ogsaa hun var pyntet i en fattig Stads, med altfor store, graa Tøjstøvler paa Fødderne og en alt for lille, gul Straahat med skotske Baand. Paa Armen hang en Krans af Mos og Evighedsblomster.
