55
Ane-Mette.
forrige Stilling med Hagen i Haanden og saa' ufravendt ud over Sletten.
«Ja», sagde hun kort.
«Der er da itte» — han kiggede nysgjerrig hen paa hende med et Par smaa, mørke, frittende Øjne — »Der er da itte saadden .... hændt no'et .... hva'?»
«Næ».
«Der er da itte saadden .... no'en af jeres, der saadden er gaaen .... hen og dødt, hva'?»
«Næ.»
«Eller af Familjen?«
«Næ».
«Naa-aa — det var da godt det samme. Ja, mænd var det saa, hm! hm! .... Men-n — jeg tykkes — du er i Kisteklæ'erne, Elsebeth?»
Konen svarede først slet ikke. Men derpaa saa' hun ned og sagde, idet hun ligesom lit forlegen glattede paa et Par sorte Shawlfrynser i sit Skjød:
«Aaja — det er da endelig ogsaa noget Tøv»… Og lidt efter lagde hun til; «Det er en bitte Pige af vort, der skal graves op i Dag.»
«Naa—aa! Saa—aa! .... Ja, se det
