56
Ane-Mette.
er jo en Sag for sig. .... Saa er det sagtens Anders Jensens den smaa Kjesten, der skal puttes ner der?»
«Ja. Vi har jo itte Ret over 'et længer, si'er de, og saa …»
«Ja, jeg kunde tænke det. Det er jo en hel Omstændighed med at faa det bitte Pus i Jorden, efter hvad der siges. Ane Klokkers var indenom ved vor Mor i Aftes, og hun fortalte, at der skulde kimmes. Men mon det dog ogsaa kan ha' sin Rimmelighed?«
«Det kan'et vel nok».
»Ja sikker og vis er det, at baade Provsten og Provstinden er buden til Gildes — og Doktoren med, kan jeg forstaa — for han har da allefals hisset Flaget li'esom de andre. .... Naa, Anders Jensen har jo Gaverne til det — og til mere end det, om det skulde være. Men det er Pinedød itte alle, der kan gi'e deres Børn en saadden Begjængelse».
«Aa nej,» sagde Elsebeth, ligesom paa ny i Tanker.
«For Resten var det da løjerligt nok», fortsatte den gamle, idet han bestandig mere nyfigent mønstrede hende med de sammen knebne Øjne. «For det vidste jeg slet itte
