60
Ane-Mette.
«Top!» udbrød pludselig Manden i Graven og rakte Fingren i Vejret. »Nu har jeg ham! Det er Dælen .... hm! .... Det er Gud hjælpe mig den gamle Lars Brede fra Lynggaarden».
«Hvem er'et?» spurgte begge de andre,
«Kan du inte huske, Elsebeth .... Anders Mortens Svigerfar, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de her Kopper. Han var i Graven her før jeres Tøs, .... Kan du inte huske det, Elsebeth? .... Ja, da er det sikkert nok, for jeg var selv med til Begjængelsen».
Elsebeth rystede paa Hovedet. Hun kunde ingen Ting huske.
Men nu spyttede Manden i Næven, drak sig en Slurk af en Trepægleflaske, der stod nede i et Hjørne af Graven, og tog fat med fornyet Kraft .... og mellem Grus, Sten, Kistestumper og Knoglerne af et fuldvoxent Menneske kom nu snart et, snart flere smaa, spinkle Barneben frem for Lyset.
Elsebeth stod rolig, en Smule bleg, og fulgte opmærksomt Skovens regelmæssige Vandring fra Gravens Mørke op i det skin-
