62
Ane-Mette.
efter rungede de første Toner af den dybe malmfulde Dødsklemten til fire Mark og otte Skilling ud over Dalen.
Dernede kom nu ganske rigtig Ligtoget dragende ud fra den flagsmykte By .... Skridt for Skridt og Vogn paa Vogn i en overskuelig Række. Først selve den blomsterdækkede Kiste paa en nymalet Fjedervogn, derpaa Provstens Kalesche og alle de andre. I højtidelig Sørgemarsch sneglede Toget sig langsomt hen mellem de frodige Agre, hvor Køerne paa Kløveren og Faarene i Brakken forundret spilede Øjnene op over dette Skuespil. Alle Konerne sad i sorte Hætter og med Blomsterkranse mellem Hænderne; mens Mændene — undtagen Provsten — havde tændte Cigarerne, som de lod dampe bravt efter den solide Frokost.
Der gik hen imod en Time, inden de naaede helt op til Kirken.
Imidlertid havde Elsebeth henne i et af sides Hjørne under Kirkegaardsmuren kradset Jorden op under en Græstørv og dér under Taarer nedlagt hvert lille Ben af den stakkels Ane-Mette. Derpaa havde hun lagt
