63
Ane-Mette.
Tørven over, og Lotte havde lagt sin Krans derpaa.
De var netop færdige hermed, da Følget strømmede ind gjennem Porten.
… Det var et stadseligt Følge — og blev en stadselig Jordefærd.
Den lille vimse Degn hoppede omkring som en Skade, hviskede og tiskede embedsivrig med Provsten, snoede sig med udtryksfuld Deltagelse om den sørgende Fader og den hulkende Moder og istemte tilsidst Salmerne med en saadan Kraft og Inderlighed, som om han var betalt derfor .... hvad han da for Resten ogsaa var. Provsten talede først en stiv Klokketime inde i Kirken, og efter Jordspaakastelsen talte han helt op til hundrede under den «stille Bøn» i Hatten. Ja, om det saa var Kirkeklokkerne, saa slyngede de til Slut deres Toner op imod Himlen med en Vælde, som om de indtrængende vilde minde dennes Hersker om, at det var selve Anders Jensens Barn, han nu havde taget i sin Varetægt.
Men nede paa den snoede Kirkevej gik nu Elsebeth og lyttede op til disse Klokker.
Hun følte sig saa let om Hjærtet.....
