78
Et Grundskud.
— ligesom i Svimmelhed — med Bagen af Haanden over Panden og lod sig synke ned paa Kanten af Ædetruget.
Kunde det da virkelig være muligt, at de skulde miste hende? … Det var saa forfærdeligt, at det løb rundt for hans Tanker. Det var deres hele Velfærd, deres eneste Formue. Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det. Saa maatte det dog hellere — naar ondt skulde ske — have været et af Børnene. Men hvad skulde de gribe til, naar dette gik tabt? Hvoraf skulde de leve? …
Inde i Stuen sad Sidse-Marie med Forklædet for Øjnene i fortvivlet Tvinen. En Nabokone, der var kommen for at trøste hende, sad ved et spruttende Tællelys foran Ovnen og drak Kaffe, medens Børnene blege og frygtsomme tittede op fra deres Kistebænke.
Hver Gang Jakob kom ind fra Regnen, saa' alle spørgende paa ham. Men han rystede blot paa Hovedet, satte sig paa en Stol, med Armene i Skjødet og Lygten hængende ned mellem Knæerne, stirrede lidt ud over Gulvet — og gik atter ud.
