i denne komiske Vending ingen tilstrækkelig Grund til Undskyldning for de svagere Partier i 2den Deel, saa kan det dog ikke paastaaes, at Stykkets Traad nogensteds er afbrudt, da hele 2den Akt nødvendigen følger af 1ste Akts Slutning. Men at Digteren lader Hovedfiguren, Eirene selv, opholde sig i Baggrunden eller snarere i Gudepaladset, og ikke drager hende ind i det lavere Væsen paa Trygæos' Landgaard, forraader en fin Takt. Fredsgudindens heeltigjennem i en høiere Tone holdte Billed skal ikke berøres ved raae Indfald; og Ærbødigheden, saaledes som den i de meliske Partier udtaler sig for hendes Færd, skal blive uforstyrret hos Tilskueren.
Den første Scene forestiller Trygæos' Huus med sin Omgivelse. Stykkets Helt hæver sig paa sin Torbist op i Luften. Men Illusionen af denne Opstigen blev frembragt derved, at Scenen, som omgav ham, sank efterhaanden ned i Jorden eller Gulvet, og Gudepaladset sænkede sig efterhaanden ovenfra ned istedet. Derpaa steg Trygæos af Torbisten og befandt sig foran Zeus' Bolig. Tiden, som medgik dertil, udfyldte Digteren med en Monodie (Vv. 154—172). Trygæos med sine Ledsagerinder forsvinder i Slutningen af 1ste Deel gjennem en Bag- eller Side-Trappe, og efterat Scenen under Parabasen atter er forandret til den forrige, sees han atter paa denne, som om han var kommen ovenfra.
