Side:Freden, Komedie af Aristofanes.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

48

Freden.

tændte han saa stor en Krig, at samtlige Helleners Folk
allevegne maatte græde ved den stærke Qvalm af Røg. 615
Men saasnart som Ranken mærked dette, foer den op med Brag,
og hver Dunk, som skarpt blev truffen, sparked vred igjen til Dunk.
Ingen Styrer var der mere — men Gudinden, ak forsvandt.

Trygæos.

Dette har jeg ved Apollon aldrig hørt af Nogen før,
og hvad Fidias angaaer hende, har jeg heller aldrig vidst. 620

Chor.

Jeg har heller ei det vidst. See derfor er hun vel saa smuk,
da hun er hans Frænde! — Ja hvor Meget er ei skjult for os!

Hermes.

Strax da de Jer undergivne Folk erfoer, at du, Athen,
og Sparta indforbittret viiste Tænder mod hinanden vildt,
spandt de alskens Rænker mod Jer frygtende for mere Skat,[1] 625
og bestak saa Spartas Stormænd til at dele Sag med dem.
Disse, smudsig havesyge, falske mod hver fremmed Mand,
stødte bort med Haan Gudinden, greb begjerlig efter Krig.
Men de Stores Vinding var kun alle Landsbyfolks Fordærv,
thi Triererne, som herfra sendtes bort at tage Hevn, 630
reent fortærte Spartas Frugt til Brøst for mangen skyldfri Mand.

Trygæos.

Og med Ret, thi Sparta har just ryddet ud fra Roden af
al min Figenplantning, som jeg havde anlagt, pleiet selv.

  1. Skat, Krigsskat.