Side:Freden, Komedie af Aristofanes.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

50

Freden.

Hvad du nu paa ham kan sige,
var han end en Skurk i Livet, 655
Sladdermund og Lurendreier,
Urostifter, Fredsforstyrrer,
dette Alt ihob tilsammen
træffer nu kun dine Folk.

(til Fredsgudinden.)

Men hvorfor tier du, Gudinde? siig mig det! 660

Hermes.

Nei, hun vil ikke tale her til Publikum,
thi hun er vred paa Folket for sin bittre Nød.

Trygæos.

Saa tale hun til dig alene dog et Ord!

Hermes.

Høielskte, siig mig, hvad du tænker vel om dem,
o du af alle Qvinder meest skjoldhadende! — 665

(lytter til)

Jeg hører. — Naa? er det din Klage? jeg forstaaer. —
Nu hører da, hvorover hun besværer sig!
Hun siger, at hun efter Pylos' Fald kom af[1]
sig selv, og med en Kiste fuld af Forslag, men
blev tregang overstemt i Folkeforsamlingen. 670

  1. Da Athenæerne havde taget Øen Pylos med derværende Spartanske Hærafdeling, vare Spartanerne tilbøielige til Fred, og sendte derfor Gesandter til Athen, men bleve tilbageviiste ved Kleons Indflydelse.