58
Freden.
og Sælhundens Stank og Lamias utoede Pung og Arts af Kamelen.[1]
Ved Synet af sligt Uhyre jeg frygted dog ei, men angreb med Kraft, da
jeg kæmped for Eder og Øerne. Derfor det er jo dog billigt,[2]
at nu I venlig yde mig Tak, og tro bevare mit Minde;
thi heller ei før, naar det heldig mig gik, jeg lusked om ved Palæstra[3] 765
og lokkede Drenge, o nei! jeg pakkede sammen og skyndte mig hjemad,
var sjelden kedsommelig, ofte ret morsom, og villig at gjøre hvad Pligt er.
Derfor det bør Jer at staae mig bi,
hver Mand og hver en Ungersvend!
og Skaldepander raader jeg til, 770
at de stræbe med mig for Seier at naae,
thi seirer jeg, vil man raabe for vist
ved hvert et Gilde, hvert Drikkelag:
Ræk Skaldepande det, giv Skaldepande det!
giv Godtgodt ham! nægt Intet den Mand, 775
den ædleste blandt vore Digtere, ham
med den høie lysende Pande!
Første Halvchor.
Muse, lad fare nu Krig!
og sving dig med mig, din Ven,
