Side:Fru Bovary.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

163

og han havde Held med sig, thi han vidste neppe, hvem han først skulde svare. Bønderne, der svedte, stredes formelig om disse Stole, hvis Skraa lugtede af Røgelse, og støttede sig mod de svære af Voxlysene plettede Rygge med en vis Veneration.

Emma tog atter Rodolphes Arm, denne vedblev, ligesom han talte med sig selv:

— Der er saa Meget slaaet feil for mig, stadig alene! Ja havde jeg blot havt et Maal her i Livet, havde jeg mødt en Kjærlighed, havde jeg fundet et Menneske . . . Oh, hvor vilde jeg da have anvendt al den Energi, jeg kunde raade over. Jeg vilde have beseiret Alt, knust Alt.

— Men det forekommer mig dog, at De ingen Grund har til at beklage Dem, bemærkede Emma.

— Synes De virkelig? spurgte Rodolphe.

— Ja . . . vedblev hun, De er jo fri, og lidt tøvende tilføiede hun, — og rig.

— Spot mig ikke, svarede han.

Hun svor, at det var hendes Alvor, da der, pludselig løsnedes et Kanonskud, i vild Forvirring styrtede Alle henimod Landsbyen.

Det var dog kun blind Allarm, Præfekten var ikke kommet, og Medlemmerne af Juryen var yderst forlegne, fordi de ikke vidste, om de skulde begynde eller vente lidt endnu. Endelig viste sig da en stor Hyrekaret, trukket af to magre Heste, som en Kusk med hvid Hat viftede løs paa af alle Livsens Kræfter. Binet fik kun lige Tid til at raabe: Vagt i Gevær, og Obersten til at gjøre det Samme. Man styrtede hen til Geværpyramiderne, nogle glemte endogsaa i Forvirringen at spænde Halsbindet fast. Men Præfektens Kjøretøi syntes at gjætte Uordenen, og slingrende i Vognkjæden travede de gamle Krikker kun ganske lang-