170
for at forskaffe os Klæder? Ja hvorledes skulde vi klæde os, hvorledes føde os foruden Landmanden? Og vi behøver ikke engang at gaae saa langt for at finde et Exempel. Hvem har ikke ofte betænkt al den Nytte, vi drager af dette beskedne Dyr, vore Hønsegaardes Pryd, der yder den bløde Hovedpude til vort Leie, sit saftige Kjød til vort Bord, for ikke at tale om dets Æg. Men det vilde aldrig faae Ende, hvis jeg enkeltvis skulde opregne de forskjellige Produkter, som den veldyrkede Jord ligesom en gavmild Moder yder sine Børn. Hist er det Vinstokken, her er det Æbletræet, hvoraf der presses Most, snart er det Raps, og snart er det Ost og Hørren, mine Herrer, ikke at forglemme Hørren, som i de siste Aar har taget et betydeligt Opsving, og hvorpaa jeg senere agter at henlede Deres Opmærksomhed.”
Han behøvede ikke at appellere til den, thi Mængden lyttede til ham med aaben Mund, som om den vilde sluge hvert af hans Ord. Tuvache stod ved Siden af ham med vidtopspilede Øine, Hr. Derozerays lukkede af og til blidt sine Øielaage, og noget længere borte sad Apotekeren med sin Søn Napoleon mellem sine Knæ og holdt den hule Haand for Øret for ikke at miste en eneste Stavelse. De andre Medlemmer af Juryen bøiede gravitetisk deres Hager ned paa Vestene som Tegn paa deres Bifald. Brandfolkene lænede sig paa deres Bajonetter ved Foden af Estraden, og Binet stod ubevægelig med Albuen udad og Sabelspidsen i Luften. Han kunde maaske nok høre Talen, men see kunde han ikke, da Hjelmskyggen faldt ham ned paa Næsen. Ikkedestomindre havde hans Lieutenant, den yngste Søn af Hr. Tuvache, en endnu større paa, som vaklede paa hans Hoved, og hvorunder han smilede med barnlig Blidhed, mens hans lille blege, svedperlende Ansigt havde et Udtryk af Nydelse, Mathed og Søvn.
