Side:Fru Bovary.djvu/181

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

Taleren satte sig ned, og Hr. Derozerays stod op og begyndte en Tale. Den var vel ikke saa blomstrende som hans Forgjængers, men den udmærkede sig ved et bestemtere Præg, det vil sige ved mere specielle Kundskaber og mere ophøiede Betragtninger. Saaledes optog Lovtalen over Regjeringen en mindre Plads deri, men Religionen og Agerbruget derimod en større. Han paaviste deres indbyrdes Forbindelse, og hvorledes de havde bidraget til Civilisationens Fremme. Rodolphe passiarede imidlertid med Emma om Drømme, Anelser og Magnetisme. Idet Taleren gik tilbage til Samfundets Vugge, afmalede han de barbariske Tider, da Menneskene levede af Agern i Skovene. Senere havde de opgivet Dyrehuderne, iført sig Klæder, gravet Plovfurer og plantet Vinstokken. Var det et Gode, eller var der ikke større Misligheder end Fordele ved denne Opdagelse? Hr. Derozerays opstillede dette som et Problem. Fra Magnetisme var Rodolphe lidt efter lidt kommet til at berøre „Wahlverwandtschaften”, og mens Præsidenten anførte Cincinatus for Ploven, Diocletian plantende sin Kaal og Keiseren af Kina, der indviede Aaret med at lægge det første Sædekorn, forklarede Rodolphe den unge Kone, at denne uimodstaaelige Tiltrækningskraft hidrørte fra en tidligere Tilværelse.

— Hvorfor har vi to ikke kjendt hinanden før? sagde han. Hvilken Hændelse har villet det? Ligesom to Floder, der løber for at forene sig med hinanden, har vor Bane drevet os henimod hinanden.

Han greb hendes Haand, hun drog ikke sin bort.

„For en samlet Udstilling af Produkter”, raabte Præsidenten.

— Som for Exempel idag, da jeg kom hjem til Dem.

„Til Hr. Bizet i Quincampoix”.

— Vidste jeg da, at jeg skulde ledsage Dem?