Side:Fru Bovary.djvu/189

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

181

Barometret, som ramtes af en Solstraale, sendte Reflexer i Speilet mellem Koralbuskens Grene.

Rodolphe blev staaende, og Emma besvarede knap hans første høflige Spørgsmaal til hendes Befindende.

— Jeg har havt Forretninger, tilføiede han, og desuden har jeg været syg.

— Alvorligt? udbrød hun.

— Velan nei! sagde Rodolphe og satte sig ved Siden af hende paa en Tabouret . . . . men jeg vilde ikke komme igjen.

— Hvorfor?

— Kan De ikke gjætte det?

Han betragtede hende endnu engang, men paa en saa lidenskabelig Maade, at hun rødmede og slog Øiet ned.

— Emma! vedblev han.

— Min Herre! udbrød hun og fjernede sig lidt.

— Ja, der kan De see, svarede han med melankolsk Stemme, at jeg havde Ret i ikke at ville komme igjen, thi dette Navn, dette Navn, der fylder min Sjæl og uvilkaarligt undslap mig, det forbyder De mig at nævne! Fru Bovary! . . . ja saaledes hedder De for Alle og Enhver; men det er ikke Deres Navn, det er en Andens.

Han gjentog: En Andens og skjulte Hovedet i Hænderne.

— Ja, jeg tænker stadig paa Dem! . . . Mindet om Dem er nær ved at bringe mig til Fortvivlelse. Ak, tilgiv mig! . . . Jeg forlader Dem. . . . Lev vel! . . . Jeg reiser langt bort . . . saa langt bort, at De aldrig skal høre tale om mig . . . og dog . . . idag . . . jeg veed ikke, hvad det er for en Magt, der drev mig hen imod Dem, thi man kan ikke kjæmpe mod Himlen, man kan ikke modstaae Englenes Smil. Man lader sig henrive af det, som er skjønt, yndigt, tilbedelsesværdigt.