Side:Fru Bovary.djvu/195

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

187

Han gjorde en Bevægelse af Vrede og Forstemthed. Hun gjentog:

— Hvor er Hestene? Hvor er Hestene?

Med et besynderligt Smil, et stivt Blik og sammenbidte Tænder traadte han henimod hende med udstrakte Arme. Hun veg skjælvende tilbage og stammede:

— De gjør mig bange, De gjør mig Fortræd. Lad os komme afsted!

Han blev strax ærbødig, indsmigrende og frygtsom. Hun gav ham Armen, de vendte om, jog han sagde:

— Hvad feilede De dog? Hvad var der i Veien? Jeg forstod Dem ikke. De tog vistnok feil. De troner i min Sjæl som en Madonna paa sit Fodstykke. Men jeg behøver Dem for at leve, jeg behøver Deres Øine, Deres Stemme, Deres Tanker. Vær min Veninde, min Søster, min Engel.

Han udstrakte Armene og slyngede dem om hendes Liv, hun forsøgte blidt at løsrive sig. Paa denne Maade støttede han hende under Gangen. Man hørte Hestene græsse i Løvet.

— Bliv lidt endnu! bad Rodolphe. Lad os ikke strax tage hjem!

Han drog hende længere bort hen til en lille Dam, hvorover Andemaden dannede et grønt Betræk. Visne Aakander stod ubevægeligt mellem Sivene, ved Lyden af deres Skridt i Græsset hoppede Frøerne ud for at skjule sig.

— Det er urigtigt af mig, ja det er urigtigt af mig, yttrede hun. Det er Vanvid at høre paa Dem.

— Hvorfor? . . . Emma, Emma!

— Oh! Rodolphe! . . . hviskede den unge Kone langsomt og bøiede sig henover hans Skulder.

Hendes Ridekjole hagede sig fast til hans Fløielsfrakke. Hun bøiede sin hvide Hals tilbage, den svulmede med et Suk;