190
rede sin Ungdoms Drømmerier ved at betragte sig selv i den Elskerindetype, hvorefter hun saa ivrigt havde higet. Iøvrigt følte Emma en tilfredsstillet Hævnlyst. Havde hun ikke lidt nok? Men nu triumferede hun, og Kjærligheden, som hun saa længe havde holdt tilbage, vældede frem med glad Jubel. Hun nød den uden Samvittighedsnag, uden Uro, uden Forvirring.
Den næste Dag gik hen med nye Glæder. De tilsvoer hinanden Eder, hun skildrede ham sin Melankoli. Rodolphe afbrød hende med Kys, og hun bad ham, idet hun lukkede Øinene halvt, om atter at kalde hende ved Navn og gjentage, at han elskede hende. Det var ligesom den foregaaende Dag i Skoven, i en Træskomagers Hytte. Væggene var af Straa, og Taget gik saa lavt ned, at man maatte holde sig bøiet. De sad paa et Leie af tørre Blade.
Fra denne Dag at regne skrev de regelmæssigt hver Aften til hinanden. Emma bragte sit Brev ned for Enden af Haven ved Strømmen i en Revne paa Terrassen. Rodolphe hentede det der og lagde et andet i Stedet, som hun stadig beskyldte for at være altfor kort.
En Morgen, da Charles var taget afsted før Daggry, blev hun grebet af Lyst til ligestrax at see Rodolphe. Man kunde i en Fart komme til La Huchette, blive der en Timestid og komme hjem igjen, mens Alle endnu laae og sov. Denne Tanke fik hende til at stønne af Lyst, og snart stod hun midt paa Engen, hun gik med hurtige Fjed uden at vende sig om.
Det begyndte at grye ad Dag. Langtbortefra kunde Emma kjende sin Elskers Hus, hvis tvende Veirhaner tegnede sig dunkelt i den blege Morgendæmring.
Bagved Avlsgaardene laae en stor Bygning, der formodentlig var Herregaarden. Hun traadte ind deri, som om
