205
For imidlertid at vide hvilken Sene, der skulde overskjæres, maatte man først undersøge, hvad Slags Klumpfod Hippolyte havde.
Hans Fod dannede en næsten lige Linie med Benet, men var dog dreiet lidt indad. Med denne hesteskolignende Fod med dens rynkede Hud, tørre Sener, svære Tæer og de sorte Negle som dannede Haven, galoperede han afsted som en Hjort ligefra den lyse Morgen til den sene Aften. Man saae ham stadig paa Torvet humpe omkring Kjærrerne og kaste Klumpfoden fremad, han syntes endogsaa at besidde større Kraft i dette Ben end i det andet. Ved at have gjort saa lang Tjeneste, havde det ligesom erhvervet et Fonds af Taalmodighed og Energi, og naar man gav ham et eller andet besværligt Arbeide, støttede han sig fortrinsvis derpaa.
Hverken Ambroise Paré, da han første Gang efter Celsius, med femten Seklers Mellemrum foretog en ufortøvet Underbinding af en Arterie, eller Dupuytren, da han skulde aabne en Hjerneabces, eller Gensoul, da han første Gang bortskar Kjæbebenet, havde et saa bankende Hjerte, en saa rystende Haand, et saa spændt Blik, som Charles da han nærmede sig Hippolyte med sin Tenotom mellem Fingrene. Og ligesom paa Hospitalerne, saae man paa et Bord ved Siden af ham en Bunke Charpi, vixede Traade og mange Bandager, en Pyramide Bandager, alle de Bandager, Apoteket eiede. Det var Homais, der ligefra Morgenstunden havde arrangeret alle disse Forberedelser, ligesaameget for at blænde Mængden som for at indgyde sig selv Illusioner. Charles stak i Huden, man hørte en tør Knagen, Senen var overskaaret, Operationen var tilende. Hippolyte kunde ikke komme sig af Overraskelse, han bøiede sig henover Bovarys Hænder for at bedække dem med Kys.
— Naa naa, bare rolig, sagde Apotekeren, senere kan
