218
— Men Du er jo fra Forstanden, sagde han smilende, det er jo umuligt.
Hun kom tilbage dertil, han lod, som om han ikke forstod hende og ledede Samtalen hen paa noget Andet.
Hvad han ikke forstod, var al denne Uro i en saa ligefrem Ting som et Kjærlighedsforhold. Hun havde imidlertid en Bevæggrund, saa at sige en Bundsforvandt til sin Hengivenhed.
Denne Ømhed tiltog virkelig med hver Dag, samtidig med Modbydeligheden for Charles, jo mere hun hengav sig til den Ene, desmere afskyede hun den Anden, Charles havde aldrig forekommet hende saa ubehagelig, saa indskrænket, saa smaalig, saa simpel, som naar hun var ene sammen med ham, ligeefter et Stevnemøde med Rodolphe. Imedens hun da agerede den dydige Ægtefælle, begeistredes hun ved Tanken om dette Hoved, hvis sorte Haar snoede sig i en Krølle mod den solbrændte Pande, om denne samtidig saa kraftige ogsaa elegante Skikkelse, denne saa overlegne og saa lidenskabelige Mand. Det var for hans Skyld, at hun filede sine Negle med en Ciselørs Omhu, og at der aldrig var Coldcream nok paa hendes Hud eller Patchouli paa hendes Lommetørklæder. Hun overlæssede sig med Armbaand, Ringe og Halssmykker. Naar hun ventede ham, fyldte hun to store blaa Glasvaser med Roser og pyntede sin Leilighed og sin Person som en Kurtisane, der venter en Fyrste. Tjenestepigen maatte uophørligt vaske Linned, og hele Dagen rørte Félicité sig ikke fra Kjøkkenet, hvor den lille Justin, der ofte holdt hende med Selskab, saae paa, at hun arbeidede.
Med Albuen paa det lange Bræt, hvorpaa hun strøg, betragtede han begjærligt alle disse Damesager, der laae udfoldede omkring ham, kiprede Skjørter, Tørklæder og Strimler.
