Side:Fru Bovary.djvu/229

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

221

— Nei, nei! raabte hun.

— Nu har jeg Dig, tænkte L'heureux.

Og sikker i sin Sag gik han ud af Stuen, idet han dæmpet og med sin sædvanlige Fløiten gjentog: Ja, ja, vi faaer at see, vi faaer at see.

Hun grundede over, hvorledes hun skulde redde sig ud deraf, da Pigen traadte ind og lagde en lille Rulle blaat Papir paa Kaminen med Tilføiende, at den var fra Hr. Derozerays. Emma sprang hen og aabnede den, der var femten Napoléons deri, det var hans Salair. Hun hørte Charles paa Trappen, kastede Pengene ned paa Bunden af en Skuffe og tog Nøglen.

Tre Dage efter kom L'heureux igjen.

— Jeg har et Arrangement at foreslaae Dem, sagde han, hvis De i Stedet for den Sum, vi kom overens om, vilde . . .

— Værsaaartig! sagde hun og rakte ham fjorten Napoléons.

Kjøbmanden blev aldeles forbløffet, for at skjule sin Skuffelse, udgjød han sig i Undskyldningere og i Tilbud om Tjenester, som Emma dog alle afslog, hun stod nogle Øieblikke og samlede i sin Forklædelomme med de tvende Hundredesousstykker, han havde givet hende tilbage. Hun lovede sig selv at være økonomisk for senere at kunne tilbagebetale . . . Aa hvad! tænkte hun, det falder ham slet ikke ind at tænke derpaa.

Foruden Ridepisken med Sølvknappen havde Rodolphe faaet et Signet med Devisen Amor nel cor (Elskov i Hjertet), et uldent Halstørklæde og et Cigarfutteral i Smag med Vicomtens, som Charles engang havde taget op fra Veien, og som Emma gjemte. Imidlertid ydmygede disse Foræringer ham, han sagde nei til flere, hun var paastaaelig og tilsist