236
„Jeg vil aldrig glemme Dem, tro mig vel, og jeg vil stadig nære en dyb Hengivenhed for Dem, men engang sent eller tidligt vilde vor Elskov (det er jo de menneskelige Følelsers Lod) være bleven forminsket, Trætheden vilde have indfundet sig, og hvem veed, om jeg ikke vilde have havt den grusomme Sorg at maatte skue Deres Samvittighedsnag og selv tage Del deri, da jeg havde været Skyld deri. Alene Tanken om de Sorger, der hjemsøger Dem, piner mig. Emma, glem mig! Hvorfor lærte jeg Dem at kjende? Hvorfor var De saa skjøn? Er det min Skyld? Oh min Gud nei, anklag kun Skjæbnen!”
— Det er et Ord, der altid gjør Virkning, sagde han til sig selv.
„Hvis De havde været en af disse letsindige Kvinder, hvoraf man seer saa mange, havde jeg sikkert af Egoisme prøvet et Forsøg, der da vilde have været uden Fare for Dem. Men denne henrivende Exaltation, der samtidig udgjør Deres Ynde og Pinsel, har hindret Dem beundringsværdige Kvinde i at forstaae det Falske i vor fremtidige Stilling. Jeg havde heller ikke tænkt derover og hvilede i Skyggen af denne ideale Lykke ligesom under Mancinillatræet uden at forudsee Følgerne.”
— Hun vil maaske troe, at det er af Gjerrighed, jeg giver Afkald derpaa; men ligemeget, det maa have en Ende.
„Verden er grusom, Emma. Overalt hvor vi vilde have taget hen, vilde den have forfulgt os. De vilde have lidt under indiskrete Spørgsmaal, Bagtalelse, Foragt, ja maaske Fornærmelser. De fornærmet! . . . Og jeg, der vilde sætte Dem paa en Trone. Jeg, der medtaget Mindet om Dem som en Talisman, thi jeg straffer mig selv med Landflygtighed for alt det Onde, jeg har tilføiet Dem. Jeg reiser, hvorhen? ja det veed jeg ikke selv, jeg er vanvittig. Lev-
