Side:Fru Bovary.djvu/251

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

243

sove. Stakkels Kone . . . stakkels Kone . . . nu faldt hun tilbage igjen.

Homais spurgte da, hvorledes Ildebefindendet var kommet. Charles svarede, at hun var bleven greben deraf ved at spise en Abrikos.

— Besynderligt! . . . yttrede Apotekeren; men det kan jo godt være, at Abrikosen har foranlediget Besvimelsen. Der gives jo Naturer, der aldeles ikke kan taale visse Lugte. Det kunde endogsaa være et ganske interessant Spørgsmaal at studere saavel fra et pathologisk som fra et philosophisk Synspunkt. Præsterne har kjendt dets Betydning, det er derfor, at Røgelsen altid har spillet en Rolle ved deres Ceremonier, det har været for at bedøve Tænkningen og fremkalde Extaser, hvilket forøvrigt er let at opnaae hos det svage Kjøn, som er sortere end vi andre. Man kjender Exempler paa Fruentimmer, der falder i Besvimelse ved Lugten af brændt Horn eller nybagt Brød . . .

— Tag Dem dog i Agt for at vække hende, hviskede Bovary.

— Og ikke blot Menneskene, vedblev Apotekeren, er disse Anomalier underkastede, men ogsaa Dyrene. De kjender vel nok den besynderlige afrodisiaske Virkning, som nepeta cataria almindelig kaldet Katteurt frembringer paa Katteslægten, og for at anføre Dem et Exempel, for hvis Paalidelighed jeg personligt kan indestaae, eier en af mine gamle Skolekammerater, Bridoux, som er bosiddende i Rouen, en Hund, der falder i Besvimelse, naar man viser den en Snusdaase. Han foretager ofte dette Experiment i sine Venners Nærværelse. Skulde man nu troe, at et almindeligt Nysepulver kunde gjøre en slig Forstyrrelse i en Firføddets Organisme? Det er ganske besynderligt, er det ikke?

— Jo, svarede Charles, der slet ikke hørte paa ham.