249
omgivet af Helgene med grønne Palmer i Hænderne selve Gud Fader, straalende af Majestæt, og som med et Vink lod Engle med flammende Vinger stige ned paa Jorden for at føre hende bort i deres Arme.
Denne glimrende Vision vedblev at staae for hende som det Skjønneste, det var muligt at tænke sig, hun gjorde sig Umage for atter at betages af samme Følelse, hvis dybe Mildhed endnu virkede saa velgjørende paa hende, ihvorvel paa en mindre exclusiv Maade. Hendes Sjæl, der var bleven stivnet af Hovmod, udhvilede endelig i den kristelige Ydmyghed, og idet hun med Velbehag nød den Følelse at være svag, betragtede Emma roligt sin Villies Ødelæggelse, der skulde yde Naadens Indtrængen et vidt Raaderum. I Stedet for Elskoven existerede der altsaa en Lyksalighed, der var langt større, en Kjærlighed over alle andre Kjærlighedsforbindelser, uden Ophør og Afbrydelse, og som evigt vilde voxe. Blant sit Haabs Illusioner skimtede hun en Renheds Tilstand, der svævede over Jorden, smeltede sammen med Himlen, og hvori hun tragtede efter at dvæle. Hun vilde være en Helgeninde. Hun kjøbte Rosenkranse, bar Amuletter og ønskede sig et Relikvieskrin, indfattet med Smaragder, over sit Hovedgjerde for at kunne kysse det hver Aften.
Præsten var aldeles betaget af disse Stemninger, skjønt han dog fandt, at Emmas Fromhed ved dens altfor glødende Begeistring nemt kunde streife Kjætteri og Extravagance. Men da han ikke var videre kyndig i slige Gjenstande, navnlig naar de overskred en vis Grænse, skrev han til Hr. Boulard, Biskoppens Boghandler, om at sende ham noget rigtig Godt „til Brug for en Person af det svage Kjøn med en ypperlig Forstand.” Med ligesaa stor Ligegyldighed, som om det havde dreiet sig om Isenkramvarer til Negre, sendte Boghandleren hulter til bulter Alt, hvad der for Øieblikket stod i Kurs i
