Side:Fru Bovary.djvu/275

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

267

om Musik. Han havde hørt Tamburini, Rubini, Persiani, Grisi, ved Siden af dem var der ikke videre ved Lagardy trods hans store Udbrud.

— Men man paastaaer dog, afbrød Charles ham, idet han langsomt slubrede sin Rhumtoddy, at han i siste Akt er ganske glimrende, det gjør mig ondt, at jeg gik før Slutningen, thi det begyndte at more mig.

— Han giver endnu en Forestilling, bemærkede Skriveren.

Men Charles svarede, at de skulde bort den næste Dag, medmindre, tilføiede han, idet han vendte sig om til sin Kone, at Du vil blive her alene, min Snut.

Ligeoverfor denne uventede Leilighed, der tilbød sig for hans Forhaabninger, forandrede den unge Mand Taktik og istemte en Lovtale over Lagardy i Slutningsarien, det var noget Superbt, Sublimt!

— Du kan jo komme hjem paa Søndag, sagde Charles. Bestem Dig nu, det er en Feil af Dig, hvis Du ikke bliver, naar Du mener, at denne Adspredelse kan virke velgjørende paa Dig.

Imidlertid blev Bordene rundt om dem tomme, en Opvarter stillede sig diskret hen til dem. Charles, der forstod, hvad han mente, tog sin Pung frem; Skriveren holdt paa hans Arm og glemte heller ikke at lade lidt Smaapenge til Opvarteren klinge mod Marmorbordet.

— Det gjør mig ondt, at De skal have Udgifter for vor Skyld . . . mumlede Bovary.

Léon trak paa Skuldrene med et godmodigt Smil, tog sin Hat og sagde: Saa sees vi jo imorgen Klokken sex.

Charles indvendte endnu engang, at han ikke kunde blive længere, men at Emma havde sin Frihed.

— Jamen . . . stammede hun med et besynderligt Smil, jeg veed ikke rigtig.