Side:Fru Bovary.djvu/288

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

280

deres gjensidige Ro burde de ikke mere mødes. Men da Brevet var lukket, vidste hun ikke Léons Adresse og var saaledes i stor Forlegenhed.

— Jeg kan give ham det selv, tænkte hun, han kommer vel nok herhen.

Næste Morgen stod Léon i sit aabne Vindue og nynnede hen for sig, idet han selv omhyggeligt blankede sine Sko, han iførte sig et Par hvide Benklæder, fine Srømper, en grøn Frakke og gjød hele sit Forraad af vellugtende Sager over sit Lommetørklæde, efterat have friseret sig omhyggeligt purrede han atter op i sit Haar for at give det en naturligere Elegance.

— Det er endnu altfor tidligt! tænkte han ved at see paa Parykmagerens gamle Stueur, der viste ni. Han gjennembladede en gammel Modejournal, gik ud, røg en Cigar, vandrede op og ned ad tre Gader, tænkte, at det nu var paa Tiden og begav sig langsomt hen til Pladsen foran Notre-Dame.

Det var en smuk Sommermorgen, Smykkerne funklede i Juvelerbutikerne, Lyset, som faldt skraat ned paa Kathedralen, kastede Slagskygger paa Ornamenterne, en Flok Fugle kredsede om de snirklede Smaataarne under den blaa Himmel, Torvet, som gjenlød af Skrig, duftede af Blomster, der laae tilsalgs; Roser, Jasminer, Negliker, Narcisser laae spredte mellem saftigt Grønt, Karse og Fuglegræs. Et Springvand plaskede midt paa Torvet, og i Læ af store Paraplyer mellem pyramideformigt opstablede Meloner dreiede de barhovede Sælgekoner Kræmmerhuse til Violbuketter.

Den unge Mand tog en Buket, det var første Gang han kjøbte Blomster til en Dame, idet han lugtede til den, svulmede hans Bryst af Stolthed, ligesom om den Hyldest, han bestemte for en Anden, havde vendt sig imod ham selv.