Side:Fru Bovary.djvu/299

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

291

Du er født; Du duer ikke til Andet end at være Kvæghyrde, Du har ikke mindste Anlæg for videnskabelige Sysler, Du kan neppe klistre en Etikette paa en Flaske. Og saa lever Du hos mig som en Prins, som Blommen i et Æg.

Emma vendte sig til Fru Homais med de Ord: Man havde bedt mig om at gaae herhen . . . .

— Ak min Gud! afbrød den gode Dame hende melankolsk, hvorledes skal jeg fortælle Dem det? . . . Det er en Ulykke, hun fuldendte ikke Sætningen.

— Saa tøm det dog, skyl det, rens det, tordnede Apotekeren, men saa skynd Dig dog! Han greb Justin i Blusekraven, da der i det Samme faldt en Bog ud af den unge Fyrs Lomme.

Justin bukkede sig ned, men Homais var hurtigere end han, efter at have kastet et Blik paa Bogen, betragtede han ham med opspilede Øine og aaben Mund.

— „Ægteskabets Hemmeligheder”! sagde han og skilte langsomt begge disse Ord, meget vel . . . meget vel! . . . meget vel! Og med Billeder! . . . nei, det er dog for stivt.

Hans Kone nærmede sig.

— Rør ikke ved den!

Børnene vilde see Billederne.

— Ud af Stuen med Jer, raabte han bydende. De gik.

Han gik først op og ned ad Stuen med lange Skridt og den aabne Bog i Haanden, med rullende Øine, nær ved at kvæles af Harme og paa Nippet til at blive ramt af et apoplektisk Tilfælde. Derpaa nærmede han sig sin Elev og stillede sig ligeover for ham med korslagte Arme:

— Du har altsaa alle Laster, Du lille elendige Skabning! . . . Tag i Agt! Du befinder Dig paa en Skraaplan! . . . Du har altsaa ikke betænkt, at denne infame Bog kunde falde i Hænderne paa mine Børn, tænde en Gnist i deres