299
De satte sig i den lave Krostue, paa hvis Dør der hang sorte Net. De spiste et Stykke stegt Forelle, Crème og Kirsebær. De lagde sig paa Græsset, de omfavnede hinanden under Poppeltræerne, og de havde ønsket ligesom tvende Robinsoner stadig at boe paa denne lille Plet, der i deres Lykke forekom dem at være det herligste Sted paa Jorden. Det var ikke første Gang, de saae Træer, blaa Himmel og Grønsvær, at de hørte Vandet risle og Vinden suse i Løvet, men de havde uden Tvivl aldrig beundret dette, som om Naturen ikke tidligere havde existeret for dem, eller den først havde begyndt at blive skjøn, siden de mættede deres Attraa.
Henad Natten tog de atter bort, Baaden gled langs med Øerne. De sad begge i Bagstavnen, skjulte af Teltet uden at tale til hinanden. De brede Aarer skurede mellem Aaretoldene, — i den dybe Tavshed lød det som en Perpendikels Slag, mens Slæbevaadet vedblev at plaske ganske sagte i Vandet.
En af disse Aftener skinnede Maanen, saa blev de sværmeriske, fandt „Nattens Stjerne” melankolsk og fuld af Poesi, hun gav sig til at synge en bekjendt Romance:
„Mindes Du en Aften da vi seiled o. s. v.”
Hendes harnoniske og svage Stemme tabte sig paa Bølgerne, og Vinden bortførte de Roulader, som den hørte fare forbi sig som en Vingeklappren.
Hun lænede sig til Teltvæggen, gjennem hvis Aabning Maanen tittede ind, hendes sorte Kjole, hvis Folder bredede sig vifteformigt, gjorde hende spinklere og slankere. Hun hævede Blikket mod Himlen med sammenfoldede Hænder. Undertiden skjultes hun aldeles af Piletræernes Skygge, derpaa viste hun sig atter som en Vision i Maaneskinnet.
Léon, der laae henslængt ved Siden af hende, fik pludseligt et høirødt Silkebaand i Haanden.
