317
hver paa tusind Francs paa Bordet. — Underskriv disse og behold det Altsammen!
Af Skamfølelse gjorde hun Ophævelser.
— Men hvis jeg nu giver Dem denne Rest, svarede L'heureux næsvist, gjør jeg Dem saa ikke en Tjeneste? Han tog en Pen og skrev nedenfor Regningen: „Modtaget firetusind Francs af Fru Bovary”. De har jo ingen Grund til at være urolig, om et halvt Aar hæver De Resten af Deres Tilgodehavende for Rønnen, og jeg sætter Forfaldstiden for den sidste Vexel til efter Betalingen.
Emma blev lidt forvirret over alle disse Regnestykker, og det susede for hendes Øren, som om Guldstykkerne havde sprængt deres Poser og raslede omkring hende paa Gulvet. Endelig erklærede L'heureux, at han havde en Ven ved Navn Vinçart, som var Bankier i Rouen og vilde diskontere disse fire Vexler, saa skulde han selv levere Fruen totusind Francs.
Men i Stedet for totusind Francs bragte han kun attenhundrede, thi Vennen Vinçart havde (som Noget der „fulgte af sig selv”) forud taget tohundrede i Provision og Diskonto. Derpaa krævede han skjødesløst henkastet en Kvittering.
— De forstaaer vel nok . . . i Forretningslivet . . . stundom . . . Og med Dato under, det er det Vigtigste.
En Horisont af Ønsker, der kunde tilfredsstilles, aabnede sig for Emmas Blik. Hun var dog fornuftig nok til at lægge Noget til Side, hvormed hun betalte de tre første Vexler, men den fjerde kom tilfældigvis ind i Huset en Torsdag, og Charles ventede aldeles forstyrret paa sin Hustrues Hjemkomst for at faae Forklaringer.
„Hvis hun ikke havde underrettet ham om denne Vexel, var det for at spare ham Bryderier,” hun satte sig paa hans Knæ, kjærtegnede ham og optegnede enkeltvis alle de uundværlige Ting, hun havde været tvunget til at tage paa Kre-
