327
Tyve Gange vilde Léon afsted, men den Anden holdt ham ved Armen og sagde:
— Nu gaaer jeg jo ligestrax med, saa skal vi hen til „Rouens Fakkel”. Jeg skal præsentere Dem for Redaktøren.
Han slap dog endelig løs og foer hen i Hotellet. Emma var der ikke længere.
Hun var nylig gaaet fortvivlet bort, nu afskyede hun ham. Hans Uordholdenhed forekom hende en Fornærmelse, og hun søgte efter andre Aarsager til at løsrive sig fra ham, han var ude af Stand til Heroisme, svag, triviel, blødagtigere end en Kvinde, forøvrigt gjerrig og seig.
Hun blev dog lidt efter lidt roligere og opdagede tilsist, at hun rimeligvis gjorde ham Uret. Men idet vi sværter et elsket Væsen, løsnes vi altid lidt fra det. Man bør ikke røre ved Gudebilleder, der bliver noget af Forgyldningen tilbage paa Hænderne.
De talte stadigt hyppigere om Ting, der var deres
Kjærlighed uvedkommende, og i de Breve, som Emma sendte ham,
var der Tale om Blomster, Vers, Maanen og Stjernerne,
naive Tilflugtsmidler for en svækket Lidenskab, der søgte at
oplives ved ydre Bistand. Hun lovede sig stadig en dyb
Lyksalighed til den næste Reise, men maatte alligevel tilstaae, at
hun ikke følte noget Usædvanligt. Men denne Skuffelse
forsvandt hurtig for et nyt Haab, og Emma vendte mere
opflammet og begjærligere tilbage til ham.
Imidlertid var der paa denne af kold Sved fugtede Pande, paa disse stammende Læber, i disse forvildede Blikke, i disse Omfavnelser, noget Eiendommeligt, Vagt, Melankolsk, der syntes Léon at snige sig ind imellem dem for at skille dem ad.
Han vovede ikke at henvende noget Spørgsmaal til hende, men idet han saae hende saae erfaren, tænkte han ved sig selv,
