Side:Fru Bovary.djvu/342

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

334

ikke hitte Rede deri, lod det Hele ligge og tænkte ikke mere derpaa.

Hvor Hjemmet nu var melankolsk! man saae de Handlende gaae ind og ud med forbittrede Ansigter. Lommetørklæder flød om paa Kakkelovnene, og den lille Bertha gik til stor Forargelse for Fru Homais med Huller i Strømperne, naar Charles frygtsomt vovede at gjøre en Bemærkning, svarede hun heftigt, at det ikke var hendes Skyld.

Hvorfor disse iltre Svar! han tilskrev hendes tidligere Sygdom Alt, og idet han bebreidede sig selv for at have antaget hendes Sygeligheder for Feil, anklagede han sig for Egoisme og vilde løbe hen og omfavne hende. Nei, tænkte han ved sig selv, jeg vilde kun kjede hende, og han blev hvor han var.

Efterat have spist til Middag spadserede han ene i Haven, han tog Barnet paa Skjødet og forsøgte at lære det at læse i hans medicinske Blad, men det varede ikke ret længe, før Barnet, der aldrig fik den mindste Undervisning, saae bedrøvet paa ham og gav sig til at græde. Saa trøstede han det, han hentede Vand til hende i Kanden for at lave Strømme i Sandet eller knækkede Ligustergrenene for at plante Træer i Bedene, hvorved Haven, der var aldeles overgroet af langt Græs, efterhaanden ødelagdes, man skyldte Lestiboudois for saamange Timers Arbeide! Saa frøs Barnet og spurgte efter sin Moder. — Kald paa Pigen! sagde Charles, Du veed jo nok, at Mama ikke kan lide at blive forstyrret.

Efteraaret begyndte, og Løvet faldt allerede — som for to Aar siden — da hun var syg! Naar skulde dog alt dette faae Ende? . . . og han vedblev at gaae op og ned med Hænderne paa Ryggen.

Fruen opholdt sig paa sit Værelse, der maatte Ingen komme op. Hun sad der den hele udslagne Dag døsig, neppe