338
Caféerne rundtomkring var fulde, de fandt en meget tarvelig Restauration ved Havnen, hvis Vært førte dem op i et lille Værelse paa fjerde Sal.
Mændene hviskede indbyrdes i en Krog, man beregnede uden Tvivl Udgifterne. Der var en Skriver, to medicinske Studenter og en Kommis, hvilket Selskab for hende! Hvad Kvinderne angik, opdagede Emma hurtig paa Klangen af deres Stemmer, at de hørte til den laveste Klasse. Hun blev bange, flyttede sin Stol tilbage og sænkede Øinene.
De Andre gav sig til at spise. Hun spiste ikke, hendes Pande brændte, det stak hende i Øielaagene, og hun mærkede en isnende Kulde, hun kunde endnu føle Balgulvet gynge under de talrige Dansendes Fødder. Punschelugten og Tobaksrøgen bedøvede hende, hun faldt i Besvimelse, man flyttede hende hen til Vinduet.
Det begyndte at dages, en stor mørkerød Plet viste sig paa Himlen henimod Sainte-Cathérinebakken. Den gustne Strøm krusede sig for Vinden, der var Ingen paa Broerne, Gaslygterne slukkedes.
Hun blev dog roligere og kom til at tænke paa den lille Bertha, som sov der hjemme i Pigens Kammer. En Kjærre med lange Jernstænger rullede forbi og kastede en bedøvende Metalklang mod Husene.
Hun ilede hastig bort, skiftede Paaklædning, sagde til Léon, at hun maatte tilbage og blev endelig ene i Hotel de Boulogne. Alt ligeindtil hende selv var hende utaaleligt. Hun havde ønsket at kunne flagre bort som en Fugl, for at forynges et eller andet Sted, langt borte i et ubesmittet Rum.
Hun gik igjen, ilede over Boulevarden, gjennem Forstaden til en Vei, der snoede sig forbi Haver. Hun gik hurtig til, den fri Luft beroligede hende, og lidt efter lidt svandt Mæng-
