346
— Varsko! raabte en Stemme fra en Port, der aabnedes.
Hun stansede for at lade en mørk Hest, der var spændt for en Tilbury, og kjørt af en Gentleman i Zobelpels fare forbi sig. Hvem var det dog? Hun kjendte ham jo . . . Vognen foer afsted og forsvandt
Men det var jo ham, Vicomten! Hun vendte sig bort. Gaden var tom. Hun var saa overvældet, saa melankolsk, at hun maatte støtte sig til en Mur for ikke at falde.
Hun tænke, at hun havde taget feil, forøvrigt vidste hun det ikke, Alt i og udenfor hende selv forlod hende. Hun følte sig fortabt, som om hun villieløs styrtede ned i bundløse Afgrunde, og hun blev næsten glad ved at opdage Homais i „det røde Kors”, denne stod og saae paa, at man læssede en stor Kasse med Apotekersager paa „Svalen”. Han holdt et Tørklæde med sex „Cheminots” i Haanden til sin Kone.
Fru Homais yndede i høi Grad disse smaa, tunge, turbanformede Brød, som man spiser i Fastetiden med Smør paa, et siste Minde om Gothernes Føde, der maaske skriver sig fra Korstogenes Tid, og hvormed de kraftige Normanner fyldte sig i fordums Dage, idet de ved det gule Fakelskjær troede at se Sarrasener Hoveder paa deres Bord mellem Kanderne med Hypenkras og de kjæmpemæssige Kjødstykker. Apotekerens Kone knuste dem ligesaa heroisk trods sine daarlige Tænder, derfor undlod Homais heller ikke at bringe nogle hjem, hver Gang han tog til Byen.
— Det glæder mig at træffe Dem! sagde han og bød Emma Haanden, for at hjælpe hende ind i „Svalen”. Derpaa hængte han Brødene op i Vognremmene og fatte sig med blottet Hoved og korslagte Arme i en tankefuld og napoleonsk Stilling.
Men da den Blinde som sædvanligt viste sig, udbrød han:
