347
— Jeg kan ikke begribe, at Myndighederne endnu tillader en saa skjændig Industrigren. Man burde indespærre disse Ulykkelige og tvinge dem til et eller andet Arbeide. Fremskridtet bevæger sig paa Ære kun med Snegleskridt, vi vader om i et gyseligt Barbari.
Den Blinde rakte Hatten frem, der daskede imod Dørkanten.
— Det er en Kjertelsygdom! sagde Apotekeren. Og skjønt han godt kjendte den stakkels Djævel, lod han, som om han saae ham for første Gang, mumlede Ord som: „Hinde, Hornhinde, Facies”, og spurgte ham i en faderlig Tone: Har Du længe lidt af denne forfærdelige Sygdom, min Ven? I Stedet for at drikke Dig fuld paa Kroerne, burde Du hellere bruge en Kur. Han opfordrede ham til at nyde god Vin, godt Øl, gode Stege. Den Blinde vedblev at synge, han syntes forøvrigt næsten at være fjollet. Endelig aabnede Homais sin Pung.
— Der har Du en Sou, giv mig to Liards tilbage, — og glem ikke mine Raad, Du vil befinde Dig vel derved.
Hivert tillod sig ganske høit at yttre nogen Tvivl om deres Virkeevne, men Apotekeren forsikkrede, at han vilde kurere ham med en Salve, han selv havde lavet og gav ham sin Adresse: — Homais „ved Hallerne”, hvert Barn veed forresten, hvor jeg boer.
— Men nu maa Du ogsaa spille Komedie for Pengene, sagde Hivert.
Den Blinde sank i Knæ, bøiede Hovedet tilbage, rullede de grønlige Øine om deri og rakte Tunge, idet han gned sig paa Maven med begge Hænder og udstødte en Art dump Hylen som en forsulten Hund. Greben af Væmmelse slængte Emma et Femfrancsstykke hen over Skuldren til ham. Det
