350
Kapitaler til de Laan i Eiendomme, man bad ham om at skaffe.
Han kjendte altsaa (og det bedre end hun) disse Vexlers Historie, der først havde været saa ubetydelige og baaret forskjellige Navne som Endossenter, der havde været udstedte paa lang Sigte og stadig omfatte, indtil Kræmmeren endelig engang havde samlet alle Protester og overdraget sin Ven Vinçart at gjøre alle fornødne Skridt i sit eget Navn, da han ikke vilde gjælde for en Tiger blant sine Medborgere.
Hun blandede sin Beretning med Bebreidelser mod L'heureux, hvortil Notaren af og til svarede med en intetsigende Bemærkning. Mens han spiste sin Kotelette og drak sin The, sænkede han Hagen i sit himmelblaa Halstørklæde, der sammenholdtes af to Diamantnaale med en Guldkjæde imellem, og han smilede, men det var et eiendommeligt, sødligt og tvetydigt Smil. Da han opdagede, at hun havde vaade Fødder, sagde han: Flyt Dem dog nærmere til Kakkelovnen . . . nærmere op . . . til Porcelainspladen. Hun var bange for at smudse den til. Notaren svarede galant: En Skjønhed kan aldrig ødelægge Noget.
Hun søgte da at bevæge ham og kom selv i Bevægelse ved at skildre ham sit tarvelige Hjem, sine Pinsler, sine Fornødenheder. Han forstod det saa godt, hun, en elegant Dame! og uden at afbryde sit Maaltid, havde han vendt sig helt om imod hende, saaledes at hans Knæ streifede hendes Støvle, hvis Saal krummede sig, idet den røg mod Kaminen.
Men da hun bad ham om tusind Daler, klemte han Læberne sammen, erklærede at det gjorde ham meget ondt, at han ikke tidligere havde ledet hendes Pengesager, thi der var hundrede bekvemme Leiligheder, selv for en Dame, til at anbringe sine Kapitaler godt, hun kunde maaske have havt Part i
