49
efterhaanden som deres Samliv skred frem, foregik der en indre Adskillelse, der løsnede hende fra ham.
Charles' Conversation var flad som en Fortovsflise, og Hverdagsfraserne defilerede forbi deri i deres sædvanlige Dragt, uden at fremkalde et Indtryk, et Smil, et Drømmeri. Han fortalte selv, at dengang han boede i Rouen, havde han ikke brudt sig det ringeste om at gaae i Theatret eller om at see Skuespillerne fra Paris. Han kunde hverken svømme, hugge eller skyde, og en Dag kunde han ikke engang forklare hende et Udtryk fra Ryttersproget, som hun var stødt paa i en Roman.
Burde en Mand ikke kjende Alt, udmærke sig ved Mangesidighed, indvie En i Lidenskabens Ubændighed og Livets Forfinelser, i ethvert Mysterium? Men denne Mand kunde ikke lære En Noget, han kjendte Intet, han ønskede Intet. Han troede hende lykkelig, og hun harmedes ved denne urokkelige Ro, denne trygge Tunghed, ja selv ved den Lykke, hun skjænkede ham.
Undertiden tegnede hun, og for Charles var det en stor Fornøielse at staae og see hende bøiet over hendes Mappe, mens han kneb Øinene sammen, for bedre at kunne betragte hendes Arbeide eller rullede Brødkrummer paa sin Tommelfinger. Jo hurtigere hendes Fingre løb hen over Klaveret, naar hun spillede, jo gladere var han. Hun slog heftigt i Tangenterne og gjennemløb hele Klaviaturet uden Afbrydelse; saaledes rystet kunde det gamle klirrende Instrument høres over hele Landsbyen, naar Vinduet stod aabent, og undertiden stansede Retsskriveren, som barhovedet og i Filtsko kom forbi paa Landeveien og lyttede dertil med sit Blad Papir i Haanden.
Forøvrigt havde Emma Greb paa at bestyre sit Hus. Hun sendte Patienterne Regninger for Lægebesøg i Breve, der
