Side:Fru Bovary.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

Da de kom hjem, var Maden endnu ikke færdig. Fruen blev vred, Nastasie svarede næsvist.

— Tør Du understaae Dig at svare mig, udbrød Emma. Gaae Din Vei, jeg jager Dig paa Døren.

Maaltidet bestod af Løgsuppe og et Stykke Kalvekjød med Syre. Charles sad ved Emmas Side, og idet han gned sine Hænder med et fornøiet Udtryk, sagde han: — Hvor det dog gjør godt at komme hjem igjen til sig selv.

De kunde høre Nastasie græde ude i Kjøkkenet. Charles havde lidt tilovers for den stakkels Pige, hun havde mangen Aften efter hans første Kones Død holdt ham med Selskab. Det var hans første Praxis, hans ældste Bekjendtskab der paa Egnen.

— Er det Dit ramme Alvor, at hun skal bort? sagde han endelig.

— Ja. Hvem vil vel forbyde mig det? svarede hun.

De gik ned i Kjøkkenet for at varme sig, mens deres Værelse blev bragt i Orden. Charles gav sig til at ryge, han røg med fremstrakte Læber, hvert Øieblik spyttede han og traadte et Skridt tilbage for hvert Drag.

— Det vil bekomme Dig ilde, bemærkede hun haanligt.

Han lagde Cigaren fra sig og løb ud ved Posten for at nedskylle et Glas koldt Vand. Emma tog hurtigt Futteralet og kastede det ned paa Bunden af et Skab.

Hvor den næste Dag forekom hende lang! Hun spadserede i sin lille Have, gik frem og tilbage i de samme Alleer, stansede ved Bedene, ved Espalieret, ved Gibspræsten og betragtede med Forundring alle disse Gjenstande, som hun dog kjendte saa nøie. Hvor dog Ballet syntes hende at ligge langt tilbage! Hvoraf kom denne uendelige Afstand mellem Forgaarsdagens Morgen og denne Aften? Hendes Besøg paa Vaubyessard havde gjort et Hul i hendes Liv ligesom de store