Side:Fru Bovary.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

I.

Yonville l'Abbaye (det har Navn efter et gammelt Kapucinerabbedi, hvoraf ikke engang Ruinerne existere længere) er en Flække, som ligger otte Lieues fra Rouen i Hjertet af en Dal, der vandes af Rieule, en lille Flod, der falder ud i Andelle efter at have drevet tre Møller før sit Udløb, og hvori der er nogle Foreller, som Drengene om Søndagen more sig med at fange med Snører.

Man forlader Hovedlandeveien ved La Boissière og har den lige Landevei for sig, indtil man kommer til Bakkerne ved Leux, hvorfra man faaer Øie paa Dalen. Strømmen, der gjennemskjærer den, danner ligesom to Egne af forskjelligt Udseende, Alt hvad der ligger til Høire er Pløieland, Alt, hvad der ligger til Venstre er Græsgange. Engene snoe sig langs en Række lave Høie og forbinde sig i det Fjerne med Græsgangene ved Bray, mens den jævntskraanende Slette udvider sig og udfolder sine lyse Kornmarker, saalangt Øiet kan række. Vandet, der løber mellem Græsset, adskiller Engenes og Plougfurenes Farve ved en bugtet hvid Stribe, og Landskabet ligner saaledes en stor udfoldet Kappe med en grøn Fløilskrave og en Sølvsnors Kant.

Ved Ankomsten har man foran sig i Horisonten Egeskovene ved Argueil tilligemed St. Jean Bakkerne, der