397
— Nej, havde Du ikke Jomfru Lindbæk og Anders, vilde Du sætte til paa Præstegaardsavlingen.
— Ja, jeg hører af Anders, at Du præker for Bønderne og lærer dem op i den ny Drift, som er fulgt efter Fællesdriften og efter Udskiftningen. Du vil blive en fortræffelig Landsbypræst, hvad jeg ikke er, da jeg ikke kan faa ret Sans for eller Lyst til Avlsbruget. Det er en Mangel ved mig, thi det er en udmærket Ting for en Præst at have fælles Interesse med sine Sognefolk. Der falder mig noget ind. Kunde Du ikke have Lyst til at forpagte min Avling og blive boende her, til Du føler Lyst til at søge Kald?
— Saa vilde jeg blive her til min Død. Jeg vil ikke være Præst. Jeg kan ikke hykle eller lyve.
— Tror Du, jeg hykler eller lyver?
— Nej. Men jeg vilde ikke kunne faa det ud af de gamle Fabler, som Du.
— Hør nu en Gang, min Ven. Bonden laa i lange Tider i Trældom under den gamle for ham slaviske Ordning af Landbovæsenet og først nu bliver han en fri Mand. Al den Tanke han raadede over, laa nedgravet i Uvidenhed og Mysticisme. Ligesaa lidt som han med ét Slag kan blive en dygtig Jordbruger, lige saa lidt kan han paa én Gang fries ud af Fordommenes Mørke, ud i Sandhedens klare Dag. Han vilde blive rasende og taabelig, maaske skænde og brænde, røve og myrde. Bliv nu hos mig og studer de Mennesker,
