Side:Gamle billeder.djvu/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

76

den for at hjælpe Damen op til det høje Vogntrin.

Montez et dépêchez-vous, sagde Baronen til hende. Allez, raabte han til Kusken, og Karrossen rullede af Sted med det store Skrog vuggende i Fjedrene. Lakajen gyngede bag paa, holdende sig i Remmens Kvast.

Mølleren stod længe i Honnørpositur foran Bænken. Ludvig Masmann stod i Drømme, til Vognen forsvandt om Hjørnet. Da vaagnede han og saâ hen for sig. Hans Øje traf den lille Mette. Hun sad og krøb sammen, som om hun frøs, med den store Psalmebog i sit Skød. Hun græd. Hvorfor? Vidste hun det? Ludvig Masmann følte Taarerne banke paa sit Øjelaag, men han tvang dem til at blive indenfor. Hvad var dog Aarsagen? Det vidste næppe nogen af dem. Ludvig satte i Løb ad samme Vej, som han var kommen, men standsede ved den store Elletrunte. Han havde været for højt oppe. Fortrød han, at han havde glemt den Lille paa Bænken, fortryllet af den Store i Silkepelsen med den imponerende Frisure? Noget stærkt arbejdede indenfor Jakken, saa han maatte knappe den op.

Heldigvis for ham naaede han hjem lige til Middagstid og kom med til at hilse Magisteren, da han skred ind i Spisestuen i den skaldede Samarie og den gamle Paryk mellem den nejende Abelone og de seks nejende Pigebørn og satte sig ved Chatolklappen. Fra Terrinen med Hvidkaalsuppe