landskrigen få måneder efter Sovjet-sanktionerne, og man må anvende artikel 113 som hjemmel til at indføre sanktioner over for Argentina. Sanktionerne blev senere fulgt op en af en national lovgivning vedrørende samme forhold. Sanktionerne mod Sydafrika i 1986 byggede på artikel 113. Der var almindelig enighed om denne anvendelse af artikel 113 i Folketinget. Ved fællesakten i 1986 indførtes søjle 2. Udenrigspolitikken blev herefter indført i traktaten. Det Radikale Venstre havde på det tidspunkt betænkelighed ved, at man indførte søjle 2. Efter folkeafstemningens resultat måtte man imidlertid tage den nye realitet til efterretning. Det kan muligvis have haft en betydning for anvendelse af artikel 113 i forbindelse med Sydafrika-sanktionerne, at der havde været en folkeafstemning, der medførte, at udenrigspolitikken ville blive indbygget i traktaten, selvom bestemmelserne endnu ikke var trådt i kraft. Der var ved indførelsen af Argentina-sanktionerne tale om en sikkerhedsrådsresolution, der blev fulgt op af konsultationer mellem landene i henhold til artikel 224. Artikel 113 var det instrument, der blev brugt til at indføre sanktionerne. Der forelå ikke en tilsvarende situation i 1982, fordi Sovjetunionen var medlem af Sikkerhedsrådet, og der havde heller ikke været konsultationer i henhold til artikel 224.
Forhenværende ambassadør og generalsekretær Niels Ersbøll har bl.a. forklaret, at det første punkt der var baggrund for udfærdigelsen af noten af 13. marts 1980 (gengivet ovenfor i afsnit 4.), var en vismandsrapport udarbejdet af 3 personer om effektivisering af EF's beslutningsproces. I rapporten blev det kritiseret, at der i den senere tid havde været en tendens til, at Rådet benyttede sig af procedurer og beslutningsformer, som ikke svarede til, hvad traktaten foreskriver, herunder aftaler indgået mellem medlemslandene i stedet for egentlige rådsvedtagelser. Baggrunden for denne fremgangsmåde var bl.a. danske forslag fremsat i forbindelse med dansk afvisning af artikel 235 for at vise, at Danmark ikke var imod substansen af forslaget, men alene havde juridiske indvendinger mod anvendelsen af artikel 235. Det andet punkt, der var baggrund for noten, var et ønske udtrykt af andre lande og af formandskabet
