Side:Grundlovssagen.pdf/121

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 121 -

ten. Efter Fællesakten har man specifikke artikler vedrørende miljøet og kan derfor bruge disse artikler i stedet for at anvende artikel 235 som hjemmel. Miljø omfatter efter hans opfattelse også naturfredning. Forespurgt, om hans bekymring vedrørende artikel 235 var af politisk eller juridisk karakter, udtaler han, at det er svært at skelne mellem, hvad der i denne forbindelse er juridisk, og hvad der er politisk. Man støttede sig på Den Juridiske Tjeneste i EF og juristerne i Udenrigsministeriet samt i Justitsministeriets lovkontor, hvor man alle steder gav udtryk for, at det nok kunne gå.. Han var bekymret, idet han var optaget af, at man ikke skulle gå videre, end man havde lovet befolkningen i den debat, der havde været. Han var imidlertid også optaget af, at man havde lovet befolkningen, at man ville sørge for, at direktivet vedrørende fuglebeskyttelse kom til at gælde hele Europa. Den sidste overvejelse gjorde, at han accepterede anvendelsen af artikel 235 i det foreliggende tilfælde, idet han også lagde vægt på det protokollat, der var udfærdiget. Han husker ikke, om han nævnte sine betænkeligheder i forbindelse med vedtagelsen af direktivet om fuglebeskyttelse for Folketingets Markedsudvalg. Han husker heller ikke, om den erklæring, der blev ført til rådsprotokollen, blev nævnt for udvalget. Det er hans opfattelse, at det er regeringens opgave at påse, at man holder sig inden for grænserne af artikel 235 og Traktatens bestemmelser i almindelighed. Han mener således ikke, at det er Markedsudvalget, der skal påse dette. Mens Socialdemokratiet var i opposition, fik Markedsudvalget en juridisk konsulent, som man kunne trække på, men det var naturligvis ikke en samling af ekspertise, der kunne matche den, som regeringen rådede over. Han husker ikke specielt arbejdet vedrørende Bern- og Bonn-konventionerne. Det var i hovedsagen embedsmændene, der arbejdede med disse to konventioner og påså, at der var overensstemmelse mellem den nationale lovgivning og indholdet af konventionerne. Han mener, at man drøftede Kommissionens kompetence i anledning af, at fuglebeskyttelsesdirektivet var vedtaget. Man var i Miljøministeriet enige om, at hvis Kommissionen havde en kompetence til at indgå traktater, kunne det kun være, for så vidt det drejede sig om fugle da direkti-