Spring til indhold

Side:Grundlovssagen.pdf/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- at kompetenceindsigelser vedørende fuglefredning blev opgivet, fordi det efter udtalelser fra Rådets og Kommissionens juridiske tjenester "må anses for sandsynligt, at EF-Domstolen i givet fald ikke vil anfægte retsgrundlaget for direktivet", hvor den danske tilslutning om, at vedtagelsen ikke måtte skabe præcedens for andre retsakter, og at den senere kompetenceindsigelse mod tiltrædelse af Bonn Konventionen om migrerende arter og Bern Konventionen om beskyttelse af vilde dyr og planter samt deres naturlige levesteder blev opgivet, fordi man frygtede, at EF-Domstolen ville underkende den danske indsigelse og dermed fastslå en mere omfattende enekompetence med hensyn til naturfredning,
 
- at anvendelsen af "blandede resolutioner" (d.v.s. såvel Rådet som medlemsstaterne forsamlet i Rådet) har været anset for et virksomt udtryk for kompetencebegrænsning, uden en særlig afgrænsning af de respektive områder,
 
- at hjememlsproblematikken overvejende har været vurderet og "løst" på embedsmandsplan. Informationer til Markedsudvalget har generelt været selektive og mangelfulde og i enkelte tilfælde tangerende det vildledende,
 
- at der i visse tilfælde, markant for så vidt angår ... "TV uden grænser", har været tale om indtrængende forsøg på at overtale Markedsudvalget til at opgive en af dette udvalgs medlemmer selvstændigt rejst indsigelse.
...
 
Specielt for så vidt angår anvendelse af Traktatens Art. 235 gøres det gældende, at de gennem editionskendelsen udleverede dokumenter viser, at Kommissionen og de (fleste) øvrige medlemsstater har anset Art. 235 som anvendelig i alle tilfælde, hvor der ikke har været specifik hjemmel i andre traktatbestemmelser, uden nogen sagligt bestemt ydre grænse. Det gøres herved gældende, at enhver af de retsakter, der er vedtaget i medfør af Art. 235 og omfattet af de gennem editionskendelsen udleverede dokumenter, illustrer anvendelsen Art. 235 på sagsforhold, der er nye i forhold til det ved tiltrædelsesloven i 1972 antagne, herunder også i de tilfælde, hvor der er tale om en henstilling eller resolution eller anden ikke umiddelbart bindende retsakt på grund af den præcedensvirkning, en sådan vedtagelse indebærer. Det er således i forbindelse med bedømmelsen af udstrækningen af Art. 235's (eller andre bestemmelsers) anvendelsesområde uden betydning at sondre mellem retsaktens form i relation til et givet (nyt) sagsområde.
 
Det gøres gældende, at det således har vist sig, at den forståelse af bestemmelsen, som den danske regering udlagde for Folketinget og befolkningen ved tiltrædelse i 1972 som grundlag og forudsætning for tilslutning til Traktaten, har vist sig at være fællesskabsretligt forkert.