Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 129 -
- ...
- III.4.2 Retsordenens karakter.
- For så vidt angår den traktatskabte retsordens karakter viser Domstolens praksis, at den traktatskabte retsorden har en langt mere konstitutionel og selvgenerende karakter end antaget ved tiltrædelsen i 1972, og at den herved overskrider den forudsætning om overladelse til mellemfolkelige myndigheder af bestemt afgrænsede kompetence, som grundloven tilsigter at muliggøre.
- Fællesskabsretten har ved siden af den omfattende harmonisering af nationale bestemmelser udviklet sig til et forfatningsretligt retssystem, der instituerer de retsprincipper, der gælder for den, og foretager legalitetskontrol baseret på disse principper, jf. 26/62 Van Gend en Loos, Saml. 1963, p. 1, 294/83 Les Verts mod Parlamentet, Saml. 1986, p. 1357, præmis 23 og Udtalelse 1/91 EØS, Saml 1991-I, p. 6079, præmis 21.
- Det er et led heri, at Fællesskaberne gennem Domstolen kontrollerer sin egen kompetence, og - uafhængigt af medlemsstaterne og udenfor disses kontrol - tildeler sig selv de kompetencer, det forfatningsretlige retssystem forudsætter som nødvendige.
- Retssystemet er karakteriseret ved bestandigt selv at udvide sit anvendelsesområde, bl.a. ved
- - at instituere såkaldt preemptiv kompetence, der fortrænger medlemsstaternes kompetence, uden at denne er eksplicit afgivet, jf. allerede sag 14/68 Walt Vilhelm, Saml. 1969, p. I, præmis 6 og 9. Specielt for så vidt angår kompetencen til at kontrahere med tredjelande er denne fortrængende kompetence af dynamisk karakter, idet medlemsstaternes udenrigspolitiske kompetence begrænses i takt med, at harmonisering foretages inden for EU, samt i visse tilfælde, hvor sådan harmonisering potentielt kan ske, jfr. sag 22/70 Kommissionen mod Rådet, "AETR", Saml. 1970, p. 235, præmis 17 og 22, og Udtalelse 1/76 "Flodbåssagen", Saml. 1977, p. 741, præmis 3 og 4, og Udtalelse 1/94, WTO, Saml. 1994-I, p. 5267 og udtalelse 1/75, p. 1355,
- samt ved
- - at basere antagelser om kompetence for Fællesskabet, herunder i særdeleshed anvendelighed af Traktatens Art. 6 (tidligere art. 7) og Traktatens bestemmelser om forbud mod hindring af den fri bevægelighed på sagsområder, der ikke efter Traktatens ordlyd kan anses for omfattet af dennes saglige anvendelsesområde (Forenede Sager 286/82 og 26/83 Luisi & Carbone, Saml. 1984, p. 377, jf. Sag 186/87 Cowan, Saml. 1989, p. 195, præmis 15 og 17), og således at kompetencen baseres på rådsvedtagelser af såvel sekundære retsakter som ikke retligt bindende hen-
