Side:Grundlovssagen.pdf/137

- 137 -

Domstolens beføjelser alene er omfattet af grundlovens § 20, når Domstolen i medfør af Traktatens Art. 172 og 175 pådømmer retsakter, der er rettet direkte til en borger. Derved udelukker indstævnte alle afgørelser, der er truffet af Domstolen i medfør af Art. 177 om præjudicielle søgsmål. Det gøres gældende, at dette er urigtigt. Fortolkning binder danske domstole, og afskærer dem fra at træffe afgørelser herimod, jfr. ovenfor punkt IV.9.

 

3. Indstævnte har gjort gældende, at EF reelt er en papirtiger, idet den endelige håndhævelse - effektuering - af EF's regler er overladt til danske myndigheder. Det gøres heroverfor gældende, at Danmark efter EU-retten, jfr. Art. 5, er forpligtet til at respektere EF-rette, herunder EF-Domstolens afgørelser i medfør af Art. 177 og må forventes at gøre dette, hvorved bemærkes, at EU-retten hjemler sanktioner af manglende overholdelse, jfr. nu Art. 171. Dertil kommer, at EF-Kommissionen bl.a. i konkurrencesager i medfør af Art. 87, jfr. Forordning 17/62, har sanktionsbeføjelser i henhold til de konkurrenceretlige forordninger samt forordning 2185/96-vedr. beskyttelse mod svig.

 

4. Indstævnte har gjort gældende, at alene tiltrædelseslovens henvisning til Traktaten er tilstrækkelig til opfyldelse af bestemthedskravet.

 

Det gøres gældende, at en sådan forståelse gør bestemthedskravet indholdsløst. Det må naturligvis være afgørende, hvad der står i Traktaten, og hvorledes samme Traktat i praksis forstås og anvendes.

 

5. Indstævnte har gjort gældende, at alene overladelse af beføjelser efter en abstrakt normativ forståelse kan bedømmens, medens Rådets og Domstolns udøvelse af beføjelser ikke kan bedømmes under denne sag. Specifikt har indstævnte gjort gældende, at det ikke under denne sag kan lægges til grund, at de af Rådet i medfør af Traktatens Art. 235 udstedte retsakter er gyldige. Det gøres gældende, at dette anbringende er useriøst, hvorved tillige gøres gældende, at indstævnte er prækluderet fra at fremsætte dette anbringende ved at tiltræde de pågældende retsakter og ikke selv anfægte disse i overensstemmelse med Traktatens legalitetskontrol. Det gøres således gældende, at indstævnte har accepteret og er vidende om, at det ikke kan lægges til grund, at konkrete retsakter, som illustrerer Art. 235's anvendelsesområder, om end dette er søgt dulgt gennem anbringendet om, at de skiftende danske regeringer skulle have fulgt en konsekvent og fast forståelse af Art. 235 i hele perioden.

 

6. Indstævnte har i sit anbringende forudsat, at traktatbestemmelser og afledte retsakter, der, uanset overensstemmelse med Traktatens egen legalitetskontrol, måtte medføre at bestemthedskravet i grundlovens § 20 ikke er overholdt,