Denne side er ikke blevet korrekturlæst
skal anses for uforbindende i Danmark. Såfremt der herved forudsættes en sideløbende/efterfølgende prøvelse bemærkes, at dette anbringende om en tilsidesættelse ved danske domstole af en konkret retsakt, der ikke er tilsidesat eller opretholdt ved Traktatens egen legalitetskontrol, ville indebære at traktatbrud, og at anbringendet i sig selv er et anteciperet traktatbrud.
- 7. Indstævnte har gjort gældende, at subsidiaritetsprincippet, jfr. Traktatens Art. 3 B sikrer, at fællesskaberne alene handler indenfor positivt afgrænsede kompetencer, hvorved overenstemmelse med grundloven er sikret. Appellanterne gør i forhold hertil gældende, at dette princip tværtimod fastslår, at der - i strid med kravet i grundlovens § 20 om positiv afgrænsning - alene tilkommer medlemsstaterne, herunder Danmark, en residualkompetence. Til Art. 3.B bemærkes desuden, dels at det er ubestemt, hvilke områder der dækkes af "enekompetence", dels at det er ubestridt, at det tilkommer EU's institutioner at afgøre kriterierne for den nationale kompetence i medfør af Art. 3.B.
- 8. Indstævnte har gjort gældende, at den demokratiske indflydelse er tilstrækkeligt sikret gennem Europaudvalgets virksomhed. Med henvisning til det ovenfor anførte gør appellanterne gældende, at der ikke, selv hvor der er tale om positiv tilslutning for Danmark, foreligger nogen tilnærmelsesvis demokratisk procedure forud for vedtagelsen af en afledt retsakt.
- 9. Indstævnte har gjort gældende, at det Europæiske Parlament efter Unionstraktaten medvirker til at sikre er tilstrækkeligt demokratisk fundament. Appellanterne gør heroverfor gældende, at Fællesskabets institutioner ikke er opbygget med henblik på og ej heller kan substituere medlemsstaternes parlamenters demokratiske kontrol. I særdeleshed bemærkes, at en så gennemgribende institutionel ændring af grundlovens forståelse om eksistensen af en nation med dertil hørende demokratiske institutioner som fundament og forudsætning, som en overførsel af Folketingets rolle og beføjelser i den lovgivningsmæssige proces til Europaparlamentet i givet fald ville indebære, alene kan gennem en grundlovsændring.
- 10. Indstævnte synes at have gjort gældende, at den med Maastricht-Traktaten skete udvidelse af de saglige områder medfører, at Art. 235 ikke mere vil blive anvendt til områder, der udtrykkeligt er dækket af traktaten. Appellanterne gør heroverfor gældende, at den etablerede forståelse af Art. 235 fortsat er gældende indenfor Fællesskabet.
- 11. Indstævnte har gjort gældende, at grundlovens § 20 ikke indeholder en kvantitativt begrænsning. Appellanterne medgiver, at der ikke i grundlovens § 20 er indeholdt en specifik kvantitativ begrænsning for så vidt angår de saglige områder, indenfor hvilke der kan overgives beføjelser men påpeger, at dybden og bredden og dynamikken af de i medfør af grundlovens § 20 overgivne beføjelser ikke må antage en
