Side:Grundlovssagen.pdf/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Danmark uden ændring af grundloven kan deltage i internationale organisationer med overstatslig myndighed, herunder navnlig europæiske organisationer. I forarbejderne til bestemmelsen omtales de dengang foreliggende planer om organisationer med endog meget vidtrækkende beføjelser. Med det udtrykkelige sigte, at bestemmelsen skulle muliggøre tiltrædelse også af fremtidige organisationsformer, hvis indretning man ikke kunne forudsige, undlod Forfatningskommissionen af 1946 at foretage snævre afgrænsninger. Det gøres gældende at § 20 skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsens formål.

 
- Rummeligheden af de materielle betingelser i § 20 modsvares af, at hovedbetingelsen om 5/6 flertal i Folketinget eller folkeafstemning er et meget strengt krav, der endda er strengere end de fleste landes regler om forfatningsændringer. Der er enighed om, at tiltrædelsesloven er gennemført under opfyldelse af disse krav.
 
Tvisten drejer sig især om, hvorvidt tiltrædelsesloven overholder den grænse for kompetenceoverladelse i § 20, at beføjelser kun kan overlades "i nærmere bestemt omfang". Der skal ske en præcisering af beføjelsernes karakter af lovgivende, dømmende eller anden myndighed, og ikke al myndighed inden for nogen af disse tre kategorier kan overlades. Endvidere skal angives de sags- eller emneområder, hvortil kompetence overdrages, men disse kan defineres generelt i rummelige kategorier. Omfanget skal ikke være så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl.
 
- § 20 må som andre grundlovsbestemmelser fortolkes under hensyn til udviklingen.
 
- Den af tiltrædelsesloven anvendte fremgangsmåde med henvisninger til de grundlæggende traktater med specificerede undtagelser opfylder klart § 20's krav.
 
- Kravene i § 20 gælder kun for overladelse af kompetencer til at udstede regler eller træffe beslutninger, der umiddelbart skal gælde for borgere i Danmark, eller til at udøve andre beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, f.eks. kompetence til bl.a. på Danmarks vegne at indgå traktater med andre stater. Kompetence til at træffe afgørelser, der alene er bindende for den danske stat som en folkeretlig forpligtelse, kan overlades uden anvendelse af § 20.
 
- Der kan ikke i medfør af § 20 overlades kompetence til at ændre grundloven eller udstede regler eller træffe afgørelser i strid med grundlovens bestemmelser. Det kan ikke overlades til noget internationalt organ selv at fastsætte sin kompetence. Indstævnte gør gældende, at tiltrædelsesloven - med dens henvisning til EU-Traktaten - nøje overholder disse krav.
 
- Afstemningsreglerne i EF's Ministerråd er ikke afgørende