Side:Grundlovssagen.pdf/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 79 -

er retligt bindende.

En dansk accept af, at Rådet deltager i vedtagelse af resolutioner uden for Rom-traktaten vil derfor ikke stride mod Grundloven eller tiltrædelsesloven.
Fra dansk side har man hidtil afvist, at Rådet kunne vedtage resolutioner på områder, hvor Rådet ikke senere kunne vedtage bindende retsakter. Dette er ikke sket ud fra en grundlovsbetragtning, men for at undgå at Danmark ved at medvirke til, at Rådet vedtager resolutioner skulle kunne betragtes som rede til at medvirke til senere retsakter om det pågældende spørgsmål. Undlader man fra dansk side ved sådanne resolutioner at markere, at deres indhold ligger udenfor traktatens område, og at Rådet derfor ikke kan vedtage bindende retsakter herom, vil man fra dansk side vanskeligt senere kunne modsætte sig drøftelse af forslag fra Kommissionen om sådanne retsakter.
...
Ved vurderingen af, om man fra dansk side skal fastholde en afvisning af at vedtage blandede resolutioner, må der i første række tages hensyn til, at en ændret dansk linie vil skabe uklarhed om samarbejdets karakter. Det må herved tages i betragtning, at det ved tiltrædelsen klart blev tilkendegivet, at samarbejdet i EF's institutioner er begrænset til områder af økonomisk karakter..."

I en indberetning fra den danske repræsentation i Bruxelles vedrørende et møde den 24. april 1980 i COREPER hedder det bl.a.

"... den danske delegation meddelte, at Danmarks holdning til vedtagelsen af de 4 tidligere resolutionsforslag var uændret, hvilket betød, at man hverken kunne acceptere at forelægge dem i den af formandskabet foreslåede form eller acceptere andre konkrete løsninger, som i realiteten har karakter af omgåelser og derved strider mod den danske holdning til EØF-traktatens anvendelse, således som man fra dansk side havde redegjort for på udenrigsministerrådsmødet den 18. marts d.å. Danmark indtog dog fortsat en positiv holdning til et samarbejde mellem medlemsstaterne på de omhandlede områder, dette måtte blot ske i en form, som ikke ville medføre forfatningsretlige problemer for Danmark.
Kommissionen fandt det danske indlæg overraskende, idet man havde forstået Danmarks hidtidige holdning i undervisningssagen således, at Danmark ville acceptere rådsmødets afholdelse på det af formandskabet foreslåede grundlag, så snart man havde haft lejlighed til at afgive en erklæring vedrørende art. 235's anvendelse og proceduren for rådets behandling af dette spørgsmål var afklaret.