Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 86 -
forslaget om at udvide forordning 1408/71 til at gælde de selvstændige erhvervsdrivende, men fastholder, at såfremt forordningens regler skal finde anvendelse på de ikke-erhvervsaktive, må det ske ved en aftale mellem medlemslandene."
Indstillingen blev godkendt af regeringens fællesmarkedsudvalg. I forbindelse med orienteringen af Folketingets Markedsudvalg den 16. november 1979 anmodede et medlem om et notat, som beskrev grænserne for anvendelsen af art. 235. Udenrigsministeriet udarbejdede i den anledning en notits af 21. november 1979, hvori det hedder:
- "Art. 235 kan anvendes, hvor en handling fra Fællesmarkedets side er påkrævet for at virkeliggøre et af Fælleskabets mål inden for dettes rammer, og hvor der ikke i øvrigt i traktaten er fornøden hjemmel.
- Spørgsmålet om ikke-erhvervsaktives ret til sociale sikringsydelser ligger ikke inden for Fællesskabets målsætning eller rammer, da det ikke har nogen relation til de økonomiske aktiviteter, som er omfattet af traktaten.
- Dette støttes af Domstolens afgørelse i sagerne 36/74 (Walrave), 118/75 (Watson og Belmann) og 13/76 (Dona, Mantero), der viser, at Fællesksabets mål og rammer ikk omfatter den frie bevægelighed af personer, der ikke har nogen erhvervstilknytning.
- Betingelserne for at anvende art. 235 til regulering af sådanne spørgsmål er derfor ikke opfyldt.
- Det er blevet anført, at antallet af ikke-erhvervsaktive, der nu foreslås omfattet af forordning 1408/71 er meget lille, og at de ikke-erhvervsaktive af denne grund kan omfattes af forordning 1408/71.
- At der alene er tale om et beskedent antal personer, beretttiger efter dansk opfattelse ikke til at fravige traktatens betingelser.
- Hertil kommer, at såfremt Rådet vedtog at anvende art. 235 til at regulere det pågældende spørgsmål, synes det ikke at kunne afvises, at ikke-erhvervsaktive også i andre relationer kunne tillægges rettigheder i kraft af traktatens bestemmelser. (En sådan fortolkning er allerede foreslået af Kommissionen i forbindelse med dens forslag om fri indrejse- og opholdsret for alle EF-borgere).
- En sådan udvikling ville i realiteten føre til en fortolkning af art. 235, der ville gøre betingelserne i bestemmelsen illusoriske."
