Spring til indhold

Side:Grundlovssagen.pdf/97

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
- 97 -

ning til hjemmelspørgsmålet nok må anses for sandsynligt, at EF-domstolen i givet fald ikke vil anfægte retsgrundlaget for direktivet. På den anden side finder juridisk specialudvalg, at der på trods af udtalelserne fra de juridiske tjenester fortsat består en sådan tvivl, at der i rådsprotokollen bør indføjes en erklæring fra Danmark om, at direktivet under henvisning hertil ikke bør danne præcedens for vedtagelse af senere fællesskabsretsakter". Specialudvalget for miljøspørgsmål har taget udtalelsen til efterretning.

...
DET INDSTILLES:
- at Danmark indtager en principiel positiv holdning over for forslaget
- at Danmark på et passende tidspunkt hæver forbeholdet for så vidt angår hjemmelsspørgsmålet og at det søges sikret, at der i rådsprotokollen indføjes en erklæring om, at direktivet under hensyn til den tvivl, der fra dansk side fortsat består med hensyn til hjemmelsspørgsmålet, ikke bør danne præcedens for vedtagelser af senere fællesskabsretsakter."

Af Udenrigsministerens referat af møde i regeringens fællesmarkedsudvalg den 1. december 1977 fremgår bl.a. følgende:

"Miljøministeren redegjorde for sagen. Han henstillede, at udenrigsministeren i markedsudvalget henledte dettes opmærksomhed på, at sagen var oversendt til udvalget med henblik på, at dette om ønsket kunne give Folketingets miljøudvalg lejlighed til at se på sagen.
Justitsministeren lagde vægt på, at der i den under dagsordens punkt 8 omtalte sag (direktiv om fredning af fugle) blev afgivet dansk erklæring om betænkeligheden ved anvendelsen af art. 235 om, at man ikke herved ville præjudicere behandlingen af senere fællesskabsakter af denne art."

I forbindelse med vedtagelsen af det endelige direktiv af 2. april 1979 afgav den danske regering sålydende erklæring til rådsprotokollen:

"Den danske delegation finder det tvivlsomt, om de i direktivet indeholdte bestemmelser svarer til de mål, der er angivet i EØF-traktatens artikel 2, og om artikel 235 kan anvendes.
Selv om den danske regering i den konkrete sag ikke har ønsket at afvise de betragtninger, der er fremført af de otte øvrige medlemsstater samt de juridiske tjenester herom, gør den dog opmærksom på, at den ikke anser vedtagelsen af dette direktiv for at kunne danne præcedens for vedtagelsen af senere fællesskabsretsakter af tilsvarende ka-